Materialer
Da grundlæggerne af Elvang, parret Lasse og Tina Elvang, rejste til Peru i 2002 skulle det vise sig at blive begyndelsen på en livslang forelskelse i landet, hvor Elvang i dag både producerer og henter sit vigtigste råmateriale: Alpakaulden.
Rejsen skulle dermed både forandre deres egen tilværelse og det område, de besøgte. I Peru mødte Lasse og Tina nemlig et hårdtarbejdende og hjerteligt folk med stolte håndværkstraditioner, som tog vare på deres historie, traditioner og dyr, men de erfarede også, hvordan fattigdom og hårde livsvilkår begrænser mulighederne for udvikling og fremgang.
Under opholdet stiftede Lasse og Tina Elvang desuden bekendtskab med alpakaen, som i årtusinder har været et helt essentielt husdyr for Peruvianerne, blandt andet på grund af dens på én gang fine og slidstærke uld. Med oplevelserne fra Peru – og flere alpakaplaider – med sig i bagagen, drog Tina og Lasse Elvang tilbage til Danmark, begge stærkt opsatte på at gøre en forskel for de peruvianere, de havde mødt igennem deres enestående alpakaer. Dermed var Elvang en realitet.
ALPAKA
Kvaliteten er enestående, de isolerende egenskaber uden sammenligning med noget andet materiale – og ikke mindst er alpakaulden så behagelig mod huden, at dem, der normalvist synes, at almindelig fåreuld kan kradse, har glæde af de bløde fibre. Alpakaulden stammer fra Peru og lever i Andesbjergene, hvor dyret – der biologisk set er medlem af kamelfamilien – i årtusinder har været en basal og livsnødvendig del af naturens ressourcer, ikke mindst på grund af dens unikke pels. Alpakaulden kaldes naturens beskedne vidunder.
Alpakaulden er varmeregulerende, hvilket betyder, at den kan være op til syv gange varmere end fåreuld, når det er koldt, samtidig med, at den forekommer let og kølig, når temperaturen stiger. Dette skyldes, at alpakauldens fibre er hule, og derfor er naturligt isolerende. Derudover er alpakaens uld unik, fordi dens fibre er naturligt vandafvisende og åndbare, hvilket vil sige, at de holder dig varm og tør, når det er vådt og fugtigt, og for dem, der kan have allergiske reaktioner på stoffet lanolin, som findes i almindelig fåreuld, er alpakaen et oplagt alternativ. Ulden er nemlig såkaldt hypoallergenisk, idet den ikke indeholder stoffet og således også er velegnet til allergikere.
Alpakaulden kommer i en naturlig farveskala, der afgøres af dyrest medfødte farve, som spænder fra en helt lys beige over et væld af brune nuancer til en dyb, mættet sort. Den særlige baby-alpakauld er fin og blød og stammer fra den allerførste klipning, når alpakaen typisk er to og et halvt år gamle. Ulden har et meget lavt fedtindhold, og derfor er det ikke nødvendigt at bruge samme mængde vand til klargøring og rensning af ulden som ved eksempelvis fåreuld.
Alpakaulden er bredt betragtet et bæredygtigt valg. Det skyldes ikke alene selve uldens egenskaber og kvalitet, der giver den en lang levetid, men også selve dyrenes livsform i oprindelseslandet. Fordi alpakaerne lever fri i naturen og ofte i bjergområder, der ikke kan opdyrkes, indgår de i naturens cyklus på linje med andre fritgående dyr. De lever af græsser og drikkevand fra vandløb og floder og behøver således ikke tilført foder, og tilmed er alpakaen skånsom i den forstand, at den bider stråene over uden at trække rødderne op, hvorved landskabet ikke forandres. De tørrede alpaka-ekskrementer bruges af lokalbefolkningen som brændsel, og er således – lige som ulden – en vigtig ressource.
GOTS-CERTIFICERET BOMULD
Bomuld er kendt som en af de mest miljømæssigt problematiske afgrøder, blandt andet fordi bomuldsproduktion kræver meget vand, og fordi bomuldsmarkerne ofte både gødes og sprøjtes i vidt omfang. Derfor bruger vi hos Elvang udelukkende økologisk bomuld, der er certificeret under den internationalt anerkendte mærkningsordning GOTS, som står for Global Organic Textile Standard.
GOTS er den mest udbredte mærkningsordning for økologiske bomuldstekstiler, og således din garanti for, at bomuldstekstilet er produceret ansvarligt overfor både miljø og mennesker. GOTS-certificeringen definerer en række forhold, der skal være gældende i hele processen fra såning og dyrkning af bomulden til plukning, transport, forarbejdning og opbevaring. Eksempelvis er det et krav for at opnå certificeringen, at minimum 70% af et givent tekstil er af certificerede økologiske bomuldsfibre, og at anvendelsen af farver til indfarvning opfylder en række miljømæssige krav. Fibrene er desuden ikke behandlet med sprøjtemidler og insektgifte, og det færdige produkt er garanteret fri for fluor-stoffer. Desuden stilles der under GOTS-certificeringen krav til sociale forhold, herunder til arbejdstagerrettigheder, blandt andet minimumsløn og arbejdstid og pauser, ligesom der naturligvis ikke benyttes børnearbejde.
Hos Elvang benytter vi GOTS-certificeret bomuld af højeste kvalitet, og vores produktion foregår på GOTS-certificerede fabrikker i Portugal.
HØR
Hør et naturmateriale, som fremstilles af hørplanten og dens stængel. Hørrens fibre er hule, hvilket gør, at hørtekstiler er exceptionelt lette og kan føles kølende, men også har den effekt, at de tørrer hurtigt og er åndbare. Dette er dog ikke materialets eneste særlige kvaliteter, idet hør også er mere slidstærkt end andre sammenlignelige materialer og desuden – lige som uld – er selvrensende. Tekstiler af 100% hør har som regel en mat overflade, som kan virke en anelse grov, men i blandinger med andre materialer, som oftest bomuld, opnår man et smukt, uens udtryk.
I en række af Elvangs produkter bruges en kombination af hør og bomuld, for at give tekstilet sin særlige overflade og tekstur. Blandingen af de to naturmaterialer giver et meleret udtryk og en række små ujævnheder, som gør det enkelte produkt unikt. Der er imidlertid også en række praktiske fordele ved at arbejde med en blanding af hør og bomuld, nemlig at man ved at tilføje hør i stedet for kunstmaterialer opnår et materiale, der har en anderledes fasthed og højere slidstyrke. I eksempelvis sengelinned er det desuden med til at holde tekstilet friskt på grund hørrens selvrensende egenskaber.
INTEGRITET OG ANSVARLIGHED
Hos Elvang ønsker vi at operere socialt ansvarligt, og som medlem af FNs Global Compact – verdens største netværk for virksomheders samfundsansvar – arbejder vi alene sammen med producenter, hvor driften foregår i overensstemmelse med et omfattende CSR-program. Desuden støtter Elvang uddannelse af hyrderne i opdræts- og avlsmetoder, samt klipning af alpakaen, hvilket sikrer, at de får et større udbytte og en mere fair pris, ligesom det gør det muligt at producere alpakafibre i høj kvalitet.
Ved at beholde produktionen i Peru – helt tæt på både alpakaerne og den lokalbefolkning, der har levet af og med dem i århundreder – er vi med til at give peruvianerne mulighed for at forbedre deres levestandard ved at arbejde med en naturressource, som har en central plads i deres kultur og historie. Desuden medvirker vi til at understøtte og vedligeholde de stolte håndværkstraditioner, som Peru er kendt for, og dermed også til at sikre, at overleveret kunnen og viden ikke forsvinder.
Hvert eneste produkt fra Elvang er resultatet af originalt, lokalt forankret håndværk kombineret med moderne, skandinavisk design. Kvalitet, tradition og social ansvarlighed er de bærende principper, og vi går aldrig på kompromis med de etiske standarder, som er vores grundlag for at drive virksomhed.